Headhuntere og høns…

Vores dygtige partner Mia Grodt har lavet dette indlæg om perspektiverne på headhuntere og høns…

 

Der er stor mangel på dygtige IT-profiler til de danske virksomheder. Det er mit eksistensgrundlag som headhunter i IT-branchen.

Jeg kan opfattes som hende den uartige pige i klassen, der ringer til de dygtigste medarbejdere og tilbyder dem et nyt job – eller måske helt groft som ræven, der stjæler høns om natten. Jeg ser mig selv som ressourcen, der faciliterer karriereudvikling for medarbejdere og faciliterer at medarbejderressourcerne matcher væksten i attraktive virksomheder. Jeg gør det, fordi jeg får en enorm tilfredsstillelse i at matche mennesker, hvor det giver værdi for både kandidaten og virksomheden. Jeg får et kick ud af lave et stykke arbejde, hvor jeg gør en forskel i et menneskes arbejdsliv og tilmeld står med en kunde, en virksomhed, som har fået den eller de medarbejdere, de mangler for at kunne drive deres forretning videre.

 

Men Mia, det er ødelæggende for vores forretning, at vores medarbejdere bliver headhuntet

Hvis I har det rette match mellem virksomme incitamenter for den enkelte medarbejder og virksomhedens mål, ønsker medarbejderen oftest ikke at flytte. Set fra min stol, skal man, når en medarbejder siger op, lave en skarp skelen mellem bevæggrundlaget – om medarbejderen søger væk fra virksomheden eller søger noget hen mod noget andet, som nuværende arbejdsplads ikke kan matche. Såfremt medarbejderen decideret søger væk, er det værd at kigge nærmere på, om der skal ændres noget eller om det er okay, at medarbejderen sagde op. Såfremt medarbejderen skifter til noget nyt, som nuværende arbejdsplads ikke kan eller vil matche, ser jeg det som den rigtige beslutning for både virksomheden og medarbejderen.

 

I koster os penge, når en medarbejder presser os i løn grundet et tilbud om højere løn fra en af jeres kunder

Det sker heldigvis uhyrligt sjældent, at vi kommer langt i en proces inklusiv kontraktforhandling, hvor kandidaten så vælger at bruge kontraktudkastet som forhandlingselement til en højere løn hos nuværende arbejdsgiver. Denne situation er træls for både nuværende virksomhed, min kunde og jeg. Ofte afslører sådanne hensigter sig langt tidligere i forløbet, hvilket gør, at vi aldrig vil komme til en kontraktforhandling. Kandidater kan nemlig oftest ikke skjule, hvis de primært er drevet af en højere løn. Disse kandidater kalder jeg personligt for ”job-shoppere”, og de er ikke i høj kurs. Jeg har endnu ikke oplevet en kunde, der ønsker at ansætte en kandidat, der bruger denne metode til at presse sin arbejdsgiver. Som nuværende arbejdsgiver vil jeg personligt i den situation overveje, hvorvidt en sådan medarbejder matcher virksomhedens værdigrundlag.

 

Det er uetisk at stjæle medarbejdere – du er lidt en ræv i et hønsehus

Jeg har aldrig stjålet hverken nogen høns eller medarbejdere. Jeg kan slet ikke hverken løfte dem eller have jeres medarbejdere i tasken. Min rekruttering har et solidt fundament i kandidatens frie vilje og ønske om at skifte job.

 

– Men Mia, medarbejderen ville selv søge noget andet, hvis han/hun var jobsøgende! Du pusher et behov, de ikke har

Jeg har følgende argumenter for det modsatte:

Den specialiserede IT-verden er lille. En IT-profil kan frygte, at såfremt han/hun sender en ansøgning til en anden virksomhed, er der en risiko for, at nuværende arbejdsgiver får nys herom. Den frygt kan gøre, at kandidaten ikke aktivt søger et andet job. Herudover kan det virke forpligtende at fremsende et CV til en virksomhed. Mange kandidater ønsker at få mere data om stillingen, inden de beslutter sig for, om de overhovedet er interesserede. Disse data kan de diskret få hos mig. Jeg er kilden til at afdække relevansen af et muligt match og jeg er kandidatens uforpligtende kilde til mere information, inden den officielle rekrutteringsproces går i gang.

 

Vi kan selv rekruttere og headhunte. Det behøver vi ikke en ekstern part til

Der er mange virksomheder, hvor dette fungerer glimrende. Her kan man have en generel drøftelse af fordele og ulemper ved outsourcing, som jeg ikke mener, kan generaliseres. Det afhænger simpelthen af så mange faktorer for den enkelte virksomhed. Dog er der nogle elementer, som jeg ser unikke ved brug af eksternt rekrutteringsbureau:

1.   Det kan virke forpligtende at fremsende et CV eller blot at indlede en dialog om en stilling med en virksomhed. Og også her kommer elementet ind med frygt for manglende diskretion i forhold til nuværende arbejdsgiver

2.   Mange kandidater ønsker at få mere data om stillingen, inden de beslutter sig for, om de overhovedet er interesserede. Disse data kan de diskret få hos mig. Herudover oplever jeg, at kandidater ufiltreret stiller mig spørgsmål, som de formentlig ikke ville stille en potentiel kommende chef. Det giver en ærlig og værdifuld dialog, hvor eventuelle fordomme kan aflives – og det kan de ofte kun blive, hvis de bliver italesat.

3.   Jeg bruger 100 % af min arbejdstid på at være professionel headhunter i IT-branchen. Det, sammen med min erfaring, giver mig en konsistent finger på pulsen i lige nøjagtigt mit felt.

 

Derfor er jeg ikke en ræv!

Som de fleste andre på arbejdsmarkedet går jeg på arbejde for at få noget. Det, der driver mig, er at jeg får et kick af lave et stykke arbejde, hvor jeg gør en værdifuld forskel i et menneskes arbejdsliv. Og hvad har det så med høns og ræve at gøre? Jo, ser du, mine høns og jeg laver en frivillig byttehandel, ligesom mine kunder og jeg gør og som arbejdsgivere og medarbejdere gør.

I relationen mellem mine høns og jeg har jeg noget, de gerne vil have (vand og god mad) og de har noget, jeg gerne vil have (æg og noget smukt at kigge på). Mine høns går på opdagelse i løbet af dagen – de finder mad i skoven og hos naboen som elsker at fodre dem, men de kommer altid hjem til natten – helt frivilligt. Jeg har dog prøvet at vågne op til en have dækket af fjer og et tomt hønsehus. Ræven havde taget dem.

Jeg har haft stillet mig selv det spørgsmål, om jeg som headhunter er en ræv? Sådan én, der kommer luskende i al ubemærkethed – man mærker først faren, når hønsene er væk. Svaret er dog nej, og det er af to altafgørende grunde, som er:

1. Ræven har ikke villet mine høns det godt

2. Mine høns har helt sikkert ikke frivilligt fulgt med ræven

Når jeg headhunter de dygtigste IT-profiler, gør jeg det med en tro på, at det er det rigtige for den enkelte kandidat og ud fra ufravigelig tilstedeværelse af frivillighed. Derfor er jeg ikke en ræv!

 

Læs hele indlægget og kommentarer på Linkedin her:

 

 

Comments are closed.